OB kunne tidligere mandag annoncere, at man både har skrevet kontrakt med midtbanespiller Lasse Kryger samt forsvarer Lasse Nielsen.
OB har i dag meddelt, at klubben har skrevet under med to spillere. Det drejer sig om Lasse Kryger, der skifter fra AC Horsens på en toårig aftale samt Lasse Nielsen.
Nielsen har ligeledes signeret en toårig kontrakt med fynboerne. Han skifter til klubben fra FC Vestsjælland.
31-årige Lasse Kryger blev i den forgangne sæson topscorer i AC Hoesns med 12 mål, og Kryger vil gerne takke for nogle gode år i ACH.
“OB kom med et godt tilbud til mig, de har spændende planer for mig og holdet i fremtiden, jeg bor i Odense, og jeg vil gerne spille i Superligaen igen, så det gik op i en højere enhed. Jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter i OB, og jeg ser frem til en spændende sæson,” siger Kryger til Horsens’ hjemmeside og fortsætter:
“De fire år i AC Horsens har uden tvivl været de allerbedste i min karriere, og jeg er super taknemmelig og lykkelig for, at jeg har været så lang tid i så dejlig en klub. Det gør sgu ondt at tage afsked på en baggrund som den sæson, vi lige har været igennem.”
27-årige Lasse Nielsen har repræsenteret FC Vestsjælland i de sidste tre sæsoner.
“Lasse Nielsen har været en del af en meget stærk defensiv i FC Vestsjælland, og han har selv været en af foregangsmændene i en vanskelig sæson som oprykkerhold,” siger sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Når vi sammenholder dette med hans lederegenskaber samt professionelle og hårdt arbejdende indstilling, ser jeg frem til at opleve, når han bliver en del af vores trup i de næste to sæsoner.”