OB meddeler i dag officielt, at man har hentet den 26-årige islænding, Ari Skulason, til klubben, og udstyret midtbanespilleren med en treårig kontrakt.
Superligaen bliver allerede sparket i gang i slutningen af næste uge, og alle klubber forsøger naturligvis, at forbedre sine mandskaber, inden fløjten lyder for første gang.
Det har OB også forsøgt, og nu kan fynboerne annoncere, at man har kapret den nu tidligere GIF Sundsvall-spiller, Ari Skulason.
”Vi har holdt øje med Ari Skúlason i længere tid, og det er positivt, at vi er blevet enige om en lang aftale. Hvis det er muligt, vil vi gerne hente Ari Skúlason til Odense allerede i dette vindue, men det afhænger af flere parter,” udtaler sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside, mens spilleren selv udtaler:
”Jeg ved, at OB er en god klub med en stolt historie, og en klub der har haft noget modgang i de seneste sæsoner, som jeg gerne vil være med til at hjælpe holdet ud af,” tilføjer Skulason til hjemmesiden.
26-årige Ari Skulason, som altså først træder til i OB, når året skifter, nåede status som anfører i sin sidste klub, GIF Sundsvall.