OB har ophævet samarbejdet med angriberen, Darko Bodul, som ellers stod til at have kontraktudløb til sommer.
Darko Bodul har ikke kunne spille sig til en fast plads på OB-holdet over en længere periode, hvorfor parterne nu har besluttet at ophæve samarbejdet.
OB skriver på sin hjemmeside, at kontrakten med den 26-årige angriber er revet over et halvt år før tid.
”Der er ingen tvivl om, at Darko er en dygtig fodboldspiller, men har haft svært ved at finde den nødvendige rytme og kontinuitet i sit spil, og derfor har han siddet meget på bænken.”
”Det er hverken holdbart for ham eller os, og derfor er vi blevet enige om at afbryde samarbejdet et halvt år før hans kontrakt ellers ville udløbe. Vi ønsker Darko held og lykke med hans videre karriere,” siger OB-sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.
Darko Bodul kom til OB den 30. januar 2013 fra østrigske Sturm Graz, og på de to år i Odense er det blevet 52 kampe og 9 mål.