OB oplyser fredag, at de har ophævet kontrakterne med Kingsley Madu og Jonathan Harboe. De kan begge søge nye klubber.
OB kunne fredag meddele, at man er nået til enighed med både Kingsley Madu og Jonathan Harboe om at ophæve samarbejdet med omgående virkning.
Derfor er de to spillere nu frie til at finde nye klubber – også udenfor transfervinduet.
24-årige Madu skiftede til OB efter en prøvetræning i sommeren 2019, men venstrebacken nåede efterfølgende kun at spille to kampe for førsteholdet. Den ene gav ham en plads på Rundens Hold i Superligaens 12. runde.
19-årige Harboe har i de seneste år spillet ungdomsfodbold i klubben, men han har endnu sin førsteholdsdebut til gode.
I vinter var han i Kolding IF for at vise sig frem, men det endte ikke med en aftale mellem parterne, som bekendt.
Med det snarlige kontraktudløb for Jacob Barrett Laursen, så har OB kun vinterindkøbet Jørgen Skjelvik tilbage som eneste skolede venstreback.