OB har onsdag præsenteret norske Sten Michael Grytebust som ny målmand i klubben. Han er hentet på en fri transfer.
Norske Sten Michael Grytebust er i dag blevet præsenteret som ny målmand i OB.
Fynboerne har hentet nordmanden på en fri transfer og udstyret ham med en kontrakt, der gælder til sommeren 2019.
“Som målmand har jeg en god fysik og er hurtig, både på stregen og i feltet. Det er nogle af mine styrker, samtidig med at jeg synes, at jeg har en god fodboldforståelse og læser spillet godt,” siger Grytebust til OB’s hjemmeside og uddyber:
“Det betyder også, at jeg gerne vil ud i feltet og være aktiv, for som målmand er det vigtigt for mig at medvirke til, at modstanderen kommer til færrest mulige målchancer. Derfor er strukturen og kommunikationen med mine medspillere meget vigtig, for det er min bedste måde at hjælpe holdkammeraterne på.”
26-årige Grytebust har senest stået for Aalesund, mens han står noteret for to A-landskampe for Norge.