Officielt: Ove P. ny træner i Hobro

0

HobroHobro har fundet afløseren for Jonas Dal. Klubbens nye træner hedder Ove Pedersen og er hentet i FC Fredericia.

Sidst i oktober måned lod Hobro Jonas Dal gå til Esbjerg fB, hvorfor de siden da har stået uden cheftræner.

En sådan har de dog fået nu. I FC Fredericia har de nemlig hentet Ove Pedersen med øjeblikkelig virkning og udstyret ham med en kontrakt frem til sommeren 2017.

”Det er et kæmpe skridt opad for klubben, at vi har sikret os en trænerkapacitet som Ove Pedersen, der både er rutineret og visionær. Ove skal bygge på i klubben, og han bliver en vigtig brik i bestræbelserne på at fortsætte den rivende udvikling som klubben har været inde i gennem de senere år,” udtaler Hobro-sportschef, Jens Hammer Sørensen, til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv glæder sig til at komme i gang med arbejdet i Hobro IK.

”Det tiltaler mig, at der i Hobro IK ligger en klar vision og handlingsplan. Det handler ikke kun om brandslukning, selvom resultaterne i første fase er det vigtigste. Det er stort set ikke den situation, at jeg ikke har været igennem som træner, og første del af opgaven minder meget om en opgave, som jeg har prøvet før,” siger Ove Pedersen.

Hobro har købt Ove Pedersen fri af sin kontrakt med FC Fredericia, hvor han blev ansat i sommer efter en periode i OB. Prisen menes at være i omegnen af 500.000 kroner.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE