Pierre Kanstrup forlader SønderjyskE til fordel for AGF. Han skifter på en fri transfer, og han har skrevet en toårig aftale.
SønderjyskE’s anfører, Pierre Kanstrup, forlader klubben for at fortsætte i AGF fra denne sommer og to år frem.
“Det er fantastisk, at det er faldet på plads, og jeg ser frem til at repræsentere den hvide trøje og vise mig frem for AGF’s fantastiske fans. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde drengene på holdet og komme i gang med forberedelserne til den nye sæson,” siger Kanstrup i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Jeg tror på, jeg kan bidrage med nogle gode ting, så vi som hold kan løfte os og gøre det godt i den nye sæson, hvor jeg skal komme med mine kvaliteter til fællesskabet, så vi sammen kan få AGF derhen, hvor vi alle sammen gerne vil være.”
Den 28-årige forsvarer kom til SønderjyskE fra FC Fredericia i 2014.
AGF’s sportschef Peter ‘PC’ Christiansen er stærkt tilfreds med tilgangen.
“Vi får en rigtig stærk spiller til klubben. Han har været inde i en stor og god udvikling de seneste år, og han kommer til AGF med meget selvtillid og en fin ballast efter nogle succesfulde sæsoner hos sin tidligere klub,” siger PC i en pressemeddelelse og han uddyber:
“Så Pierre er en spiller, vi har store forventninger til, og han ved også, hvad han går ind til. Vi har haft gode og grundige samtaler, og vi er overbevist om, at Pierre er en spiller, der med sit kraftfulde spil og sin vindermentalitet vil bidrage til at fortsætte den retning, vi gerne vil gå i.”