Officielt: Pedersen er ny FCN-cheftræner

0
Flemming Pedersen

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FC Nordsjælland har udpeget erstatningen for Kasper Hjulmand, der ikke forlænger, når hans kontrakt udløber til sommer.

Valget er faldet på klubmanden Flemming Pedersen, som altså overtager trænersædet i FC Nordsjælland efter indeværende sæson.

55-årige Pedersen er for tiden teknisk direktør i klubben, og det fremhæver klubbens sportschef, Carsten V. Jensen, som den afgørende årsag til at valget netop faldt på ham.

“Vi har været grundige i vores søgen efter den rette afløser, og vi har haft den klare prioritet at kunne fortsætte med både vores tydelige langsigtede strategi og det daglige arbejde i hele den sportslige sektor i klubben,” siger FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Derfor har Flemming været vores klare førstevalg hele vejen igennem. Ingen har haft et større fingeraftryk på måden, vi gør tingene på i FCN, og ingen har større overblik og viden om alt, hvad der laves omkring vores akademier og Superligahold.”

“Han er en af landets absolut største og mest innovative fodboldhjerner, og vi er meget glade for, at Flemming har lyst til at løfte den store opgave.”

Pedersen, der også har en fortid som ITU-chef, A+ træner og first team coach i klubben, var ikke et sekund i tvivl, da han blev spurgt.

“Jeg var faktisk ikke i tvivl om, at det her var en opgave, som jeg gerne ville tage på mig, da jeg blev spurgt. Tænk at få muligheden for at arbejde med så mange dygtige unge spillere og have det daglige ansvar på træningsbanen,” siger Flemming Pedersen og uddyber:

“Det er det, mit hjerte brænder for. Kulturen i FCN er allerede en stor del af mit liv, og jeg føler en stor forpligtelse for at videreudvikle klubben og fodbolden her sammen med de mange dygtige folk omkring mig.”

“Det er en stor ære og et stort ansvar at stå i spidsen for FC Nordsjælland, og det tager jeg på mig med stolthed til sommer. Indtil da kommer det ikke til at fylde noget som helst for mig. Det handler udelukkende om at støtte op om Kasper Hjulmand, staben og holdet i resten af sæsonen.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE