Randers FC har i dag mistet keeperen Peter Friis Jensen, som i stedet er skiftet til Viborg FF. Jensen var fast mand for Randers i sidste sæson.
Peter Friis Jensen er færdig i Randers FC. I stedet skifter han til 1. divisionsklubben Viborg FF.
Viborg har søgt efter en ny keeper, som de altså har fundet hos kronjyderne.
“Det er selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel efter 11 år i Freja og Randers FC, og jeg har da også tilbragt mange gode år af mit liv her i klubben. Men på et eller andet tidspunkt skal vejene jo skilles, og jeg er sikker på, at der venter mig mange nye og spændende udfordringer i Viborg FF,” siger Friis Jensen til Randers’ hjemmeside.
Cheftræner Colin Todd forklarer, at indkøbet af den nye målmand Kalle Johnsson var en væsentlig faktor til skiftet.
“Jeg vil gerne takke Peter for hans indsats i forrige sæson, hvor han opnåede 23 kampe i Superligaen. På den måde etablerede han sig i så meget, at andre klubber bed mærke i ham. Vi har fået en ny målmand i Kalle Johnsson, og det ville måske være svært for Peter at sikre sig pladsen. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i Viborg,” siger Colin Todd.
26-årige Peter Friis Jensen har skrevet under på en treårig kontrakt med Viborg.