Stefano Pioli, der i april blev fyret i Lazio, er ny mand i spidsen for Inter. Det bekræfter Milano-klubben på sin hjemmeside.
Efter en dårlig sæsonstart blev Frank de Boer for præcis en uge siden fyret som Inter-træner. I dag er afløseren så fundet, og det er en rutineret mand, der overtager styringen.
Navnet er Stefano Pioli, og den 51-årige italiener har trænet en lang række klubber i hjemlandet. Senest var han træner i Lazio, hvor han dog blev fyret i april.
Pioli har skrevet under på en kontrakt, der strækker sig til 2018, og første opgave bliver at få Inter længere op i Serie A end den nuværende niendeplads.