Arsenal har købt den blot 17-årige polak, Krystian Bielik, der af flere bliver sammenlignet med selveste Patrick Vieira.
Det har været en offentlig hemmelighed længe, at Arsenal og Legia Warzawa har ligget i forhandlinger om den blot 17-årige defensivspiller, Krystian Bielik, men nu er handlen – endelig – officiel.
Arsenal meddeler på sin hjemmeside, at de har købt Bielik i Legia Warzawa, men de melder intet om hverken købspris eller kontraktlængde.
Krystian Bielik, der fik debut som blot 16-årig i den bedste polske fodboldrække, er allerede aktuel til London-klubbens møde med Brighton i FA Cuppen søndag, og Arsenal-manager, Arsene Wenger, har også udtalt, at han ikke vil tøve med at sætte polakken på banen.
Den nu forhenværende Legia-spiller er bedst på den defensive midtbane, men kan også spille i det centrale forsvar, og flere fodboldeksperter har allerede sammenlignet ham med Arsenal-legende, Patrick Vieira.