
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germain har lejet den portugisiske landsholdsspiller Danilo Pereira i Porto for resten af sæsonen. Det bekræfter klubben på deres hjemmeside.
De forsvarende franske mestre og Champions League-finalister fra Paris Saint-Germain har sikret sig den portugisiske midtbanespiller Danilo Pereira fra FC Porto.
29-årige Danilo Pereira skifter til PSG på et lejeophold i resten af denne sæson med en købsoption og dermed mulighed for at gøre skiftet permanent.
“Det er en ny udfordring for mig, og det er en del af mine ambitioner at skifte til PSG. At blive en del af en af de største klubber i Europa og i verden er et stort øjeblik for mig,” fortæller en glad Danilo Pereira til PSG’s hjemmeside.
Den defensive midtbanespiller har spillet hele 202 kampe for FC Porto og desuden 39 kampe for det portugisiske landshold, hvor han har vundet både EM og Nations League.
Hans kontrakt med Porto løber frem til sommeren 2022.