
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germain er nået til enighed med kantspilleren Jese Rodriguez om at ophæve den aftale, der udløber til sommer. Det oplyser klubben på Twitter.
Ligue 1-giganten PSG er blevet enige med den spanske kantspiller Jese Rodriguez om at ophæve parternes aftale, som ellers stod til udløb i sommeren 2021.
Det meddeler PSG på deres Twitter-konto søndag.
27-årige Jese Rodriguez blev hentet til PSG tilbage i 2016, efter han havde repræsenteret Real Madrid i tre sæsoner, hvor han var kommet op fra La Liga-storklubbens ungdomsafdeling.
Opholdet i Paris har dog ikke været den store succes for wingeren, for Jese har været udlejet til hele fire forskellige klubber i perioden, og af den grund er det kun blevet til 18 kampe for PSG.
I indeværende sæson har han dog ikke været udlejet, men det er kun blevet til to kampe, og derfor ophører samarbejdet altså nu.