
Foto: Shutterstock
Det er nu bekræftet, at den franske midtbanespiller Adrien Rabiot ganske som ventet skifter på en fri transfer fra Paris SG til Juventus.
Rygterne har i lang tid floreret, men nu er det officielt. Adrien Rabiot er ny mand i den zebrastribede Juventus-trøje. Det bekræfter den italienske storklub for kort tid siden på sin hjemmeside.
Rabiots kontrakt med Paris SG udløb i går, hvorfor den 24-årige midtbanespiller altså skifter til Juventus på en fri transfer.
Hos Paris SG nåede Rabiot 227 kampe siden sin debut i 2012. Han har foreløbig repræsenteret Frankrigs A-landshold seks gange.
På den centrale midtbane hos de mangedobbelte italienske mestre skal Rabiot blandt andet konkurrere med Aaron Ramsey, der ligeledes er hentet til Juventus på en fri transfer denne sommer.
Rabiot har skrevet under på en kontrakt med Juventus, der løber indtil sommeren 2024.