Randers FC har lavet en ny aftale med den 20-årige kantspiller, Edgar Babayan, der således vil være at finde i klubben til 2018.
Edgar Babayan stod til at forlade Randers FC efter denne sæson, men nu er den 20-årige kantspiller blevet enig med kronjyderne om en kontraktforlængelse.
“Edgars udvikling har de seneste par måneder taget en rigtig god udvikling, hvor han har gjort det godt både i den daglige træning, men nok især på Reserveliga-holdet,” siger sportschef, Ole Nielsen, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Han har altid haft offensive kvaliteter, en god teknik og gennembrudsstyrke, men han har nu også vist viljen til at indse, at der er mange aspekter i en fodboldkamp – ikke mindst i det defensive arbejde. Et område, han har udviklet sig meget på i løbet af foråret.”
Edgar Babayans nye aftale løber frem til sommeren 2018. Han står noteret for 13 førsteholdskampe i Randers-trøjen.