Randers FC har fredag forlænget med både klubbens anfører Erik Marxen samt Frederik Lauenborg. Aftalerne gælder henholdsvis til 2024 og 2022.
Randers’ anfører Erik Marxen havde kontraktudløb ved årsskiftet oprindeligt, men fredag satte parterne en signatur på en forlængelse.
29-årige Marxen, som har spillet 139 Superliga-kampe for Randers, har skrevet under på en aftale til sommeren 2024.
“Det er dejligt. Jeg har kæmpet for at komme i en position, hvor jeg kunne skrive under på en god og lang aftale med klubben. Randers FC er et sted, hvor jeg føler mig fantastisk godt til rette og har en kæmpe lyst til at fortsætte det arbejde, vi er i gang med,” siger Marxen i en pressemeddelelse og uddyber:
“Så der er noget fremtid, økonomi og en form for velvære i at vide, at jeg fortsætter et sted, som jeg godt kan lide at være. Det er fantastisk.”
Den 23-årige midtbanespiller Frederik Lauenborg har ligeledes forlænget med kronjyderne.
Hans nye aftale gælder frem til sommeren 2022. Tidligere har han været hårdt plaget af skader, og derfor står han noteret for 27 Superliga-kampe.
“Det er super dejligt. Det giver ro i maven, og så kan vi arbejde videre på de ting, som vi har gang i i øjeblikket. Jeg er virkelig glad for at forlænge kontrakten med Randers FC,” siger Frederik Lauenborg i en pressemeddelelse.