Randers FC har i dag købt Hobros midtbaneprofil, Vito Hammershøy-Mistrati. Han har fået en fireårig kontrakt med kronjyderne.
27-årige Vito Hammershøy-Mistrati skal spille for Randers FC i de kommende fire år. Det står klart, efter at kronjyderne har købt ham fri af kontrakten med Hobro.
Midtbanespilleren har altså skrevet under på en permanent, fireårig kontrakt.
“Vito har gjort det godt i Hobro, og vi er sikre på, at vi kan videreudvikle ham yderligere i Randers,” siger Søren Pedersen, som er sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han er en kreativ og spændende spiller, som kan noget andet, end dem vi har i truppen i forvejen og som bidrager med både mål og assists. Han er rigtig dygtig på bolden, så vi får en mere boldspillende midtbane, end vi har været vant til.”
Mistrati nåede at spille 72 kampe og score syv mål for Hobro, som han skiftede til på en fri transfer fra FC Helsingør i sommeren 2017.
Ifølge bold.dk’s oplysninger, så lyder transfersummen på 1,6 millioner kroner.