Randers FC har ophævet samarbejdet med floppet, Moussa Maazou, efter ønske fra angriberen selv. Det meddeler kronjyderne på deres hjemmeside.
Det var med kameraerne tændt og presserummet fyldt, at Randers FC i januar måned kunne præsentere Moussa Maazou som ny spiller i klubben.
Med en fortid i klubber som CSKA Moskva og AS Monaco var forventningerne til den 27-årige angriber nemlig store, men Maazou er faldet igennem. Og nu er spilleren fra Niger fortid i det kronjyske.
“Det blev desværre ikke til det, vi havde håbet på, da vi hentede Maazou tidligere på året. Derfor har vi valgt at imødekomme hans ønske om af personlige årsager at få ophævet kontrakten,” siger sportschef, Ole Nielsen, til klubbens hjemmeside.
Moussa Maazou nåede ti kampe og et enkelt mål i Randers-trøjen.