Randers FC meddeler i en pressemeddelelse, at de har skrevet kontrakt med Andreas Bruhn, der for ca. to uger siden fik ophævet sin kontrakt med Viborg.
Andreas Bruhn kom efter januar-transfervinduets lukning i overskud i Viborg, hvorfor de to parter blev enige om at ophæve kontrakten.
Nu har Bruhn imidlertid fået sin fremtid. Han skal fremover tørne ud for Randers FC , som meddeler, at de har hentet midtbanespilleren på en kontrakt, der løber for resten af sæsonen.
“Vi må konstatere, at vores situation er ændret en smule siden transfervinduet lukkede. Desværre blev Brandur Hendriksson alvorligt knæskadet på vores træningslejr, hvilket holder ham ude på ubestemt tid. Derfor er vi lidt tyndt besat på midtbanen, hvis vi løber ind i flere skader eller karantæner,” siger Randers’ sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.
“Med Andreas Bruhn bliver vi dækket godt ind, da han kan spille på begge kanter. Han er stadig en ung spiller med et uforløst potentiale, og med denne aftale kan vi se hinanden an foråret igennem – en god aftale for begge parter.”