Officielt: Randers snupper EM-keeper

0

Randers FCRanders FC har i dag hentet en stærk afløser for Kalle Johnsson. Kronjyderne har hentet den islandske EM-keeper Hannes Halldorsson.

Randers FC solgte førstekeeperen Kalle Johnsson tidligere i transfervinduet. Derfor skulle sportschefen Ole Nielsen på jagt efter en slagkraftig afløser.

Den har Nielsen nu fundet i Islands EM-keeper, Hannes Halldorsson. Han er købt i hollandske NEC Nijmegen. Han tiltræder fra mandag på en treårig aftale.

“Det var en fantastisk oplevelse at være en del af det eventyr, som det islandske landshold var på under EM. Nu er jeg utrolig spændt på at starte et nyt kapitel hos Randers FC og glæder mig til at komme i gang med sæsonen,” siger den 32-årige keeper i en pressemeddelelse.

Ole Nielsen er ovenud tilfreds med at have fundet en kompetent afløser for Johnsson.

“Vi er utroligt glade over at have fået fat i en så dygtig målmand som Hannes Halldórsson. Han var fast mand ved det netop overståede EM og havde stor andel i, at Island klarede sig så godt og blandt andet slog England ud i ottendedelsfinalen. Så det er en målmand med internationalt niveau, som vi har fået til Randers,” siger Nielsen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE