
Foto: Unisport
Brøndby har mandag formiddag præsenteret 26-årige Rasmus Lauritsen, som kommer til fra Dinamo Zagreb og får en kontrakt, der gælder frem til 2027.
For nylig blev det en kendsgerning, at Brøndby har afskibet anfører Andreas Maxsø, og nu har man fundet en erstatning for den dygtige midtstopper.
Superliga-klubben meddeler således på sin hjemmeside mandag, at man har hentet 26-årige Rasmus Lauritsen ind.
Stopperen kommer til Vestegnen fra Dinamo Zagreb og har skrevet under på en aftale, der løber til 2027.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen er tilfreds med Lauritsen, som kommer med en stor erfaring.
“Vi er meget glade for, at det er lykkedes at få Rasmus tilknyttet, da han er en forsvarsspiller med et højt niveau, hvilket han senest har bevist på et stort internationalt hold som Dinamo Zagreb,” siger han ifølge klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv er da også glad for sin nye klub.
“Jeg er utrolig glad for at skifte her til. Det er en kæmpe klub, og jeg er ydmyg og stolt over at skulle repræsentere Brøndby IF,” lyder det fra Rasmus Lauritsen.
Forsvarsspilleren nåede at optræde 80 gange for Dinamo Zagreb.