Her til aften blev det en realitet på et pressemøde, at Real Madrids generaldirektør Jorge Valdano er færdig i klubben.
Real Madrids præsident Florentino Pérez gik i aften klokken 21.00 på talerstolen på Estadio Santiago Bernabéu for at meddele, at generaldirektør Jorge Valdano er fortid i klubben.
Inden meddelelsen kom, havde klubbens bestyrelse godkendt Valdanos opsigelse, og den skulle efter sigende hænge sammen med de kontroverser, han har haft med den karismatiske cheftræner José Mourinho i den forgangne sæson.
“Vi har igangsat et nyt sportsligt projekt i den netop afsluttede sæson med drømme og fremtid og med meget nye folk i spidsen for klubben. Vi har givet Mourinho vores tillid og erfaringen i den netop afsluttede sæson har vist nødvendigheden af en ny sportslig organisation ved at give mere styring til træneren og undgå dysfunktioner i en direktion, som skal stå for det sportslige,” fortalte Florentino Pérez ifølge Madridista.dk og uddybede:
“Jeg kan ikke skjule, at det er smerteligt for mig at sige farvel til Jorge Valdano. Vi har haft et langt samarbejde, men medlemmerne har valgt os til at træffe de nødvendige beslutninger. Vi takker ham for hans arbejde og hans dedikation. Vi ønsker ham det bedste og vi forventer at vi en gang i fremtiden mødes på en måde, som har relation til klubben.”
Valdano erstattes af José Ángel Sánchez
Afløseren for Valdano bliver José Ángel Sánchez, der altså skal fungere som det nye bindeled til Mourinho. Samtidig kunne præsidenten afvise, at klubben havde været i kontakt med hverken Fernando Hierro eller Luis Figo, der ellers har været kædet sammen med netop den stilling.
Jorge Valdano benyttede dog også pressemøde til at udtrykke sin accept over for Real Madrids opsigelse af samarbejdet, fordi han ønsker det bedste for klubben.
“Jeg har ikke gjort Real Madrid til en slagmark. Hele min styrke i denne sæson har været indesluttet. Jeg var Generaldirektør mere end jeg var Jorge Valdano. Det var en anstrengelse, som tvang mig til forsigtighed, ansvar og institutionel følelse. I pressen blev det præsenteret som en kamp og jeg forsøgte at flygte fra det, fordi jeg elsker, respekterer og føler meget for denne klub.”
“Jeg ønskede at være på højde med dens storhed. Florentino måtte efter sæsonen beslutte sig og det har han har gjort et klart valg. Jeg ved ikke hvad Mourinhos intention var. Jeg ville blot reducere den støj, som var omkring Real Madrid. Jeg bad præsidenten om et møde mellem os alle tre, men det var ikke muligt. Jeg har i lang tid ikke haft en personlig snak med Mourinho. Vi har hilst høfligt på hinanden, men han søgte andre samarbejdspartnere. Han bad om et sted at være alene og han fik det, mine ansvarsområder blev reduceret omkring førsteholdet. Jeg følte mig ikke tilpas ved den situation.”
Real Madrid vil i de kommende uger gennemgå en større organisationsændring.