
Foto: Shutterstock
Real Madrid har hentet en mand for fremtiden i form af 17-årige Franco Mastantuono.
Den argentinske guldfugl er blevet købt fri af sin kontrakt med River Plate.
I stedet har han underskrevet en kontrakt, som gælder til sommeren 2031 med Kongeklubben.
Ifølge Transfermarkt lyder transfersummen på 45 millioner euro, hvilket svarer til knap 336 millioner kroner.
Beløbet gør ham samtidig til River Plates dyreste salg i klubbens historie.
Klubbens hidtil dyreste salg var Enzo Fernández, som blev solgt til Benfica for 44,25 millioner euro i sommeren 2022.
Mastantuono er yngste debutant for Argentina
Offensivspilleren slog for nylig rekord, da han blev den yngste spiller til at repræsentere det argentinske A-landshold.
Det skete i sidste uge at Mastantuono skrev sig ind i historiebøgerne, da han fik de sidste seks minutter på banen mod Chile i VM-kvalifikationskampen.
Nu skal han tage endnu en stor tørn i sin karriere, da han skal spille for Real Madrid.
Skifter først, når han fylder 18 år
Han vil dog først skifte til Real i midten af august måned, når han fylder 18 år, og dermed kommer han til at repræsentere River Plate under klub-VM.
Franco Mastantuono står noteret for 61 førsteholdskampe, 10 scoringer og syv assists for River Plate.
Han spiller primært på højrekanten i angrebet.