
Foto: Hoffenheim
Robert Skovs skifte til Hoffenheim er nu endegyldigt gået igennem. Det meddeler FC København mandag aften.
FC København har netop meddelt, at salget af Robert Skov til Hoffenheim er nu endegyldigt på plads.
LÆS OGSÅ: Avis: Det har FCK tjent på Skov-salg
“Jeg føler, at den her mulighed er for god til at sige nej til. Det er en rigtig god klub i en fed liga, som jeg altid har drømt om at prøve mig af i. Hoffenheim har været meget grundige og virkelig ønsket mig, og jeg glæder mig til at komme i gang,” siger Robert Skov til FCK’s hjemmeside og uddyber:
“Omvendt er det også trist at forlade FCK og København allerede, for det er gået meget hurtigere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg kommer til at savne alle og vil helt sikkert følge holdet og klubben i fremtiden,” fortæller Robert Skov.
“Jeg har virkelig følt mig godt tilpas fra start og haft optimale muligheder for at udvikle mig som spiller. Jeg er blevet vist stor tillid og lært vildt meget.”
“Det har ikke været for sjov, når jeg har sagt, at jeg har haft det fantastisk i FCK,” siger Skov og fortsætter:
“Det har været en kæmpe privilegium for mig at spille for klubben, og jeg skylder en stor tak til alle mine holdkammerater, staben og alle i organisationen for, at jeg er endt i den her situation.”
Skov skiftede til FCK fra Silkeborg IF i januar 2018. Han nåede at spille 72 kampe og score 33 mål for FC København.
I Hoffenheim har han skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2024. Han er samtidig blevet udstyret med trøjen med lykkenummeret 29.
Ståle imponeret over Skovs udvikling
“Robert har været gennem en fantastisk udvikling i sin tid i FCK,” siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Den første halvsæson skulle han lære en masse, og vi gav ham masser af spilletid og tålmodighed, for at han kunne blive en god FCK-spiller. Det må man sige, at han blev. Den seneste sæson var helt sensationel i forhold til hans mange mål og udvikling.”
“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde håbet, at vi kunne beholde Robert lidt længere, da vi har nogle vigtige kampe foran os. Men da vi hentede ham, lavede vi også en gentleman-aftale om, at han kunne komme af sted, hvis det rigtige bud kom, og en aftale er en aftale.”
“Hoffenheim kom med et økonomisk attraktivt bud, men vi har kun solgt, fordi Robert virkelig gerne ville tage den her chance. Det respekterer vi, og vi ønsker Robert og hans familie alt det bedste i fremtiden. Vi glæder os til at følge ham og hans venstreben i Bundesligaen.”