Officielt: Santander skifter til Bologna

0
Officielt: Santander skifter til Bologna

Foto: Unisport

FC København har i dag solgt angriberen Federico Santander til den italienske Serie A-klub Bologna.

27-årige Federico Santander er fortid i FC København. Han er nemlig blevet solgt til den italienske Serie A-klub Bologna.

“Federico har gjort det fantastisk i sin tid i FCK, og jeg ser ham som en af de bedste angribere i klubbens historie. Han har været en stor profil i nogle af de mest succesrige sæsoner i klubbens historie og vist sin klasse i de internationale kampe mange gange. Han er en vellidt person uden for banen og en leder på banen med sit spil, og vi kommer til at savne ham begge steder,” siger FCK’s manager Ståle Solbakken og tilføjer:

“Det er ingen hemmelighed, at vi gerne ville have beholdt ham lidt længere, men vi lavede også en plan og en aftale, da han kom til klubben, om at han kunne få chancen i en større liga, hvis han præsterede godt i en række sæsoner for os.”

“Federico har været tålmodig og loyal, men han har også en ambition om at komme ud og prøve sig af et andet sted nu. Vi respekterer den aftale, vi har lavet, og vi har samtidig fået en god økonomisk aftale for klubben, så vi ønsker Federico og hans familie alt det bedste i fremtiden og vi vil følge med i hans karriere fremover.”

Ifølge BT’s oplysninger, så har Bologna betalt en pris på mellem seks og syv millioner euro, hvilket svarer til 45-52 millioner kroner. Derudover følger diverse klausuler.

Santander nåede i alt at score 37 mål i 81 Superliga-kampe for FCK, siden han kom til klubben fra Guarani i hjemlandet Paraguay i sommeren 2015.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE