
Foto: Shutterstock
Schalke 04 bekræfter fredag, at Bundesliga-klubben har fyret cheftræner Manuel Baum, som kun har nået at stå i spidsen for tyskerne i 79 dage.
Schalke skal finde sin tredje cheftræner i indeværende sæson, efter klubben fredag har fyret 41-årige Manuel Baum, der tog over 30. september.
Det oplyser Schalke 04 på deres hjemmeside, hvor det oplyses, at Huub Stevens, som er tidligere træner og i øjeblikket bestyrelsesmedlem, står i spidsen for mandskabet i de to sidste opgør i 2020.
Fyringen kommer, inden Schalke i weekenden møder Arminia Bielefeld i et meget vigtigt bundopgør i Bundesligaen.
“Hjemmekampen mod Arminia er af utrolig vigtighed for vores klub. Den skuffende indsats mod Freiburg viste os, at holdet har brug for friske drivkræfter for at kunne spille optimalt og succesfuldt,” udtaler Schalke-sportschef Jochen Schneider til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi stoler på, at Huub Stevens og Mike Büskens (midlertidig assistent, red.), kan gøre det,” lyder det fra sportschefen.
Baum kom til Schalke efter deres fyring af David Wagner bare to runder inde i sæsonen, og den nu tidligere cheftræner har fået fire point i Bundesligaen ud af 30 mulige.