
Foto: FCK.dk
FC København har tegnet en ny kontrakt med den islandske forsvarer, Ragnar Sigurdsson. Den nye aftale gælder frem til sommeren 2021.
“FCK er min klub, og København er blevet mit hjem,” siger Sigurdsson til klubbens hjemmeside og tiilføjer:
“Jeg elsker at spille for klubben og fansene i Parken, og det var et mål for mig at gøre mig fortjent til en ny kontrakt, da jeg kom tilbage, så jeg er virkelig glad for, at jeg fortsætter her.”
“Jeg skal arbejde hårdt for at være så fit og god som muligt, så jeg kan give alt jeg har for at hjælpe klubben og holdet at opfylde vores mål og ambitioner.”
34-årige Sigurdsson skiftede tilbage til FCK i januar måned 2020, hvor han skrev under på en kontrakt for foråret.
Tidligere har han spillet for løverne i perioden 2011 til 2013. I foråret nåede han at spille fem kampe.
Ståle: Han har et stærkt vinder-gen
“Ragnar ønsker virkelig at spille for FCK og har også vist, at han sætter klubben meget højt med den nye aftale,” siger Solbakken til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han er en erfaren, duelstærk og kompromisløs forsvarsspiller med et stærkt vinder-gen, der kender vores måde at spille fodbold på.”
“Samtidig har han også et stort mål om at være en del af Islands landshold, der kan komme til EM næste sommer, så motivationen er stadig stor, selvom han har prøvet meget som spiller.”
“Vi får nu muligheden for at bygge Ragnars fysik op med en pre-season, og han viste med sine seneste præstationer, at han stadig er en stabil og stærk stopper. Vi er glade for, at han fortsætter i København.”
“Det centrale forsvar er et af de steder, vi analyserer på, og hvor der kan ske flere forandringer og rokeringer frem mod næste sæson, og derfor er det også godt med lidt kontinuitet via denne aftale.”