
Foto: Shutterstock
Alexander Linds skifte til italienske Pisa SC er i dag blevet realiseret.
Angriberen er dermed blevet købt fri af sin kontrakt med Silkeborg IF.
Han er blevet udstyret med en fireårig kontrakt med Serie B-klubben Pisa SC.
22-årige Lind nåede at spille 91 kampe og score 21 mål for Silkeborg IF. Han er et produkt af klubbens ungdomsakademi.
Sportsdirektør: Den korrekte beslutning
“Det er ikke længe siden, vi forlængede Alexander Linds kontrakt til sommeren 2028. Det var naturligvis med tanke på, at han skulle fortsætte sin udvikling i Silkeborg IF og på sigt eventuelt med et salg i tankerne, men processen er blevet fremskyndet markant, da Pisa SC kom på banen,” siger Silkeborgs sportschef Jesper Stüker til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Også fordi vi kan mærke på Alexander, at det her er en mulighed, han gerne ville afsøge. Derfor er vi kommet til den konklusion, at det er den korrekte beslutning – både økonomisk men også sportsligt.”
“Vi er meget stolte over, at det er lykkedes SIF at udvikle Alexander Lind til det niveau i dag, der gør, at han er interessant i en stor, italiensk traditionsklub.”
“Alexander har været en del af vores setup i SIF siden 2016, og vi har hele tiden troet på, at han kunne udvikle sig til den dygtige angriber, han er i dag. Alexander er en speciel karakter, og der har været op- og nedture i forløbet, og vi har nogle gange givet og taget mod det fælles mål.”
“Personlig er jeg stolt af det, vi har udrettet sammen, både på det sportslige, men lige så meget på det personlige plan. Vi er altid meget glade for, når en af vores egne drenge slår igennem på førsteholdet, og vi er ligeledes stolte, når det lykkes at opfylde deres drengedrøm om en kontrakt i udlandet.”
Lind: Klubben har altid troet på mig
“Jeg elsker Silkeborg IF, og klubben har altid troet på mig. Også i svære tider da jeg kæmpede mig tilbage fra mine skader. Da jeg forlængede min kontrakt med SIF, var det min intention at blive i klubben mange år endnu og fortsætte min udvikling, men denne mulighed i Pisa føles som den helt rigtige for mig,” siger Alexander Lind til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg vil gerne takke alle i Silkeborg IF. Klubben er som én stor familie for mig. Mine ungdomstrænere har betydet alverden, talentchef Peter ’PC, Hansen, sportschef Jesper Stüker, hele organisationen, Kent Nielsen, alle i staben – og ikke mindst mine holdkammerater.”
“Også en stor tak til særligt Stoltheden og Ultras Drewsen, der de seneste år har rykket fanscenen helt enormt. Der er så fedt for os spillere at mærke.”
“Jeg har opnået utrolig meget i SIF på kort tid, og jeg vil altid huske pokaltriumfen i seneste sæson, perioden med mine mange mål i efteråret, oprykning og bronzemedaljer. For mig har det været fantastisk at opnå alt dette i den klub, jeg elsker.”
“Jeg håber, fansene vil værdsætte den udvikling, klubben er inde i, og at man husker at nyde de resultater, der er blevet leveret over de seneste år. Det er altså ikke hverdagskost i en klub som SIF. Sæt nu pris på det. Jeg ønsker alle i og omkring SIF alt det bedste.”