Superliga-klubben Silkeborg IF har lørdag præsenteret 27-årige Tonni Adamsen, der kommer til fra FC Helsingør. Det meddeler SIF på sin hjemmeside.
I sidste sæson var Tonni Adamsen én af de helt store profiler i NordicBet Ligaen, hvor han i 32 kampe leverede 15 scoringer og 12 oplæg for FC Helsingør.
Det har udmøntet sig i interesse fra flere Superliga-klubber, og nu er angriberen skiftet til Silkeborg IF.
Det meddeler SIF på klubbens hjemmeside lørdag, og tilgangen glæder sportschef Jesper Stüker.
“Tonni er dygtig teknisk og er god såvel i relationer som individuelt. Ja, og så kan han lave både mål og assists, hvilket vi tror på, at han også kan for SIF,” lyder det fra sportschefen ifølge klubbens hjemmeside.
Også hovedpersonen selv er glad for skiftet, og han ser frem til at komme i gang med den nye udfordring.
“Jeg er rigtig glad for, at alting er faldet på plads, så jeg kan komme i gang i Silkeborg,” siger Tonni Adamsen og fortsætter:
“Jeg kender klubben en smule i forvejen og har et rigtig godt indtryk af det hele, og det har hele tiden været mit største ønske at komme hertil, selv om der også har været muligheder andre steder både i ind- og udland,” udtaler angriberen.
Adamsen har underskrevet en kontrakt, gælder frem til sommeren 2026.