Silkeborg IF har tirsdag solgt 24-årige Lukas Engel til den engelske Championship-klub Middlesbrough FC.
24-årige Lukas Engel skifter Silkeborg IF ud med engelske Middlesbrough FC, der spiller i Championship.
Det har SIF i dag meddelt.
Engel har skrevet under på en fireårig kontrakt med englænderne.
Ifølge Ekstra Bladet, så lyder transfersummen på 22 muillioner kroner.
“Isoleret set er salget af Lukas Engel en helt fantastisk case. Lukas er et rigtig fint eksempel på, hvordan vi har taget en spiller ind fra 1. division oprindeligt, og som så i Silkeborg IF har udviklet sig til et niveau, hvor han er blevet interessant for mange klubber på et højt niveau.”
“Han har udviklet sig enormt i SIF, hvor han passede perfekt ind i den spillestil, som vi praktiserer, og nu sælger vi ham videre for en meget fornuftig pris, også fordi han selv har haft et ønske om at prøve sig af i England,” siger SIF-sportschef Jesper Stüker til klubbens hjemmeside.
Lukas Engel: En drengedrøm
Lukas Engel kalder selv skiftet for en drengedrøm, der nu går i opfyldelse.
“Det er en kæmpe drengedrøm for mig at spille i England, og Middlesbrough FC er en traditionsklub, som jeg er stolt over at få chancen hos. Jeg har ikke haft travlt med at skifte fra SIF, da jeg har haft det rigtig godt i klubben både på og uden for banen, men da Middlesbrough FC henvendte sig, kunne jeg mærke, det trak i mig.”
“Men det er vemodigt at forlade en skøn klub og et fremragende omklædningsrum. Mine holdkammerater har været fantastiske, og jeg skylder dem en stor tak for i høj grad at have været med til at gøre dette drømmeskifte til virkelighed,” siger Lukas Engel til SIF’s hjemmeside.
Engel skiftede til Silkeborg i januar måned 2022 fra Vejle Boldklub. Han nåede at spille 53 kampe og score tre mål for SIF.