
Foto: Shutterstock
En tidligere verdensstjerne har i dag valgt at lægge støvlerne på hylden.
35-årige Wesley Sneijder siger således i en video på FC Utrechts YouTube-kanal, at hans tid som professionel fodboldspiller er ovre.
Offensivspilleren kan se tilbage på en lang og fornem karriere, hvor han blandt andet var en af de helt store profiler på det Inter-mandskab, der i 2010 vandt Champions League.
Det var også i 2010, at Sneijder var stærkt medvirkende til, at Holland nåede helt frem til VM-finalen ved slutrunden i Sydafrika. Det endte dog med et 1-0-nederlag til Spanien efter forlænget spilletid.
Derudover har Sneijder også rekorden for flest A-landskampe for Holland igennem tiderne. Det blev i alt til 134 styks, inden han sidste år valgte at stoppe for Oranje.
Det blev også til to sæsoner i Real Madrid, hvor Sneijder spillede sammen med flere dygtige hollændere – blandt andet Arjen Robben, Ruud van Nistelrooy, Rafael van der Vaart og Klaas-Jan Huntelaar.
Sneijders karriere startede i Ajax, hvor han fra 2002 til 2007 spillede 180 førsteholdskampe. Her scorede teknikeren 58 mål og tegnede sig samtdig for 45 assists.
Al-Gharafa fra Qatar blev den sidste klub, som Sneijder tørnede ud for.