SønderjyskE har forlænget med den hollandske defensivspiller, Kees Luijckx, frem til sommer.
SønderjyskE hev i sommer defensivspilleren, Kees Luijckx, ind på en kort aftale, og den 29-årige hollænder har løst sine opgaver i Haderslev så godt, at han nu har forlænget sin kontrakt frem til sommer.
“Holdet præsterede rigtig flot i den første del af sæsonen, hvorfor Kees Luijckx i samme periode mest blev brugt som indskiftningsspiller. Så fik han på et tidspunkt chancen fra start, og her viste han hurtigt, at han er en rigtig intelligent spiller, som udstråler stort overblik, og ikke mindst er han også rolig med bolden, når det brænder på.”
“På den anden side har vi også set, at han er stærk i duelspillet og kan være kontant og afklaret, når det er det, der er brug for som kampene udvikler sig. Oven i hatten er han en super god fyr i omklædningsrummet. Jeg er overbevist om, at han i kraft af sin store erfaring vil bygge endnu mere på i forårets kampe,” siger sportschef, Hans Jørgen Haysen, til klubbens hjemmeside.
Kees Luijckx har en fortid i blandt andet AZ Alkmaar, NAC Breda og Roda.