Officielt: SønderjyskE forstærkes med OB-duo

0

Officielt: SønderjyskE forstærkes med OB-duoSønderjyskE har forstærket truppen med OB-duoen, 30-årige Anders K. Jacobsen og 20-årige Julius Eskesen. De har fået kontrakt til 2022 og 2024.

SønderjyskE har tirsdag fået tilgang af to spillere fra OB, nemlig Anders K. Jacobsen og Julius Eskesen.

Angriberen Anders K. Jacobsen har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2022. Den 30-årige angriber skifter på en fri transfer, da han fik ophævet sin kontrakt med fynboerne tidligere tirsdag.

“Det er faktisk en spiller, som vi har kigget på i flere transfervinduer, så vi er glade for, at vi kan hente ham ind nu,” siger sportschef Hans Jørgen Haysen til SønderjyskE’s hjemmeside og fortsætter:

“Han er 30 år, så han har mange timer i benene endnu, og vi er overbeviste om, at han i det rette miljø kan komme tilbage i den udgave, vi husker ham bedst for, hvor han lavede masser af mål, assists og faretruende løb.”

“Han er en snu angriber, der er klog og ærgerrig, og han har kæmpet godt i OB også i mindre sjove perioder. Nu får vi glæde af hans åbenlyse kompetencer, men det glæder mig også, at AK virkelig har ønsket at komme til os, for der har også været andre bejlere til ham, men vi har en fælles tro på, at han her kan komme tilbage til tidligere tiders topniveau.”

Derudover har man også forstærket sig med den 20-årige midtbanespiller, Julius Eskesen. Han har skrevet under på en aftale til sommeren 2024.

“Vi forventer os meget af den unge mand både her og nu og i fremtiden. Nu skal han lige ind i vores miljø, hvor vi skal have ham til at blomstre, så vi igen ser den spiller, der tog Superligaen med storm for et til to år siden,” siger sportschef Hans Jørgen Haysen til SønderjyskE’s hjemmeside og fortsætter:

“Der har været nogle bump på vejen for ham, men vi tror på, at vi kan få ham tilbage til der, hvor han var engang og derfra udvikle ham yderligere.”

“Han har et vanvittigt potentiale, og han er en mand med en mission. Han er stålsat på, at han skal frem, og at han kan lykkes og opnå nogle ting, og den indstilling kan jeg godt lide.”

“Han er en dynamisk spiller, der har en fantastisk motor, og han er teknisk meget stærk. Han arbejder stenhårdt, og han arbejder godt begge veje i banen, så han har en profil, der passer perfekt til os.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE