Officielt: Sønderjyske henter Nørgaard-afløser

0
Officielt: Sønderjyske henter Nørgaard-afløser

Foto: Sønderjyske Fodbold

Sønderjyske har i dag annonceret, at afløseren på cheftræner-posten bliver Fatah Abdirahman. Han erstatter Thomas Nørgaard.

Sønderjyske har sikret sig en ny cheftræner i form af Fatah Abdirahman.

Han kommer til klubben fra Randers FC, hvor han har været assistent for Rasmus Bertelsen.

34-årige Abdirahman har signeret en fireårig kontrakt med Sønderjyske.

“Vi er glade og stolte over at kunne byde Fatah Abdirahman velkommen til Sønderjyske Fodbold. Vi har haft en grundig og intens ansættelsesfase, og vi er efter vores samtaler med Abdirahman helt overbeviste om, at han er den rette person til at stå i spidsen for vores projekt,” siger direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus K. Hansen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Vi er meget tilfredse med, at vi så tidligt har fået genbesat vores cheftrænerpost. Fatah Abdirahman er et stort trænertalent, som vi havde et godt kendskab til i forvejen, og efter god dialog med både ham og Randers FC er det med stor glæde, at vi allerede nu kan præsentere ham, så han får hele vores optaktsfase med.”

I de seneste tre år har Abdirahman været assistent i Randers, men han har ingen cheftræner-erfaring.

“Jeg er stolt over at få muligheden. Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med Markus og Casper (Hansen og Daather, red.), hvor der har været god kemi, og vi har et meget spændende projekt foran os, hvor jeg er glad for, at jeg skal være ansvarlig for det, der sker inde på banen,” siger Fatah Abdirahman til Sønderjyskes hjemmeside og uddyber:

“Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er sulten efter at komme i gang og arbejde med alle de gode mennesker, der er i en her klub. Der er et godt fundament, som jeg skal være med til at videreføre til næste step.”

“Jeg glæder mig til at møde alle fansene, sponsorerne og alle de folk, der er i og omkring klubben. Jeg ser frem til at komme i gang og lære alle at kende i den kommende tid. Det har været nogle hektiske dage, så det hele kunne komme på plads, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang.”

Tidligere i karrieren har han også været teknisk direktør i Right to Dream og AGF, mens han også har været ungdomstræner i både FC Midtjylland og AGF.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE