Officielt: SønderjyskE ophæver med Onazi

0

Officielt: SønderjyskE ophæver med OnaziSønderjyskE og Ogenyi Onazi går hver til sit efter kun tre måneder, hvor nigerianeren ikke rigtig er faldet til og kun har fået tre minutter i Superligaen.

Superliga-klubben SønderjyskE ophæver kontrakten med den nigerianske midtbanespiller Ogenyi Onazi et halvt år før hans kontraktudløb.

28-årige Onazi blev i oktober enige med SønderjyskE om en kontrakt frem til sommer, og hans cv var ganske imponerende med 51 landskampe for Nigeria med en VM-slutrunde, samt 110 kampe for Serie A-klubben Lazio.

Men efter sparsomt med spilleminutter går parterne nu hver til sit.

“Der er ikke en finger at sætte på Onazis indsats i SønderjyskE. Han har været professionel til tåspidserne, og han har passet godt ind i gruppen med sin dedikation, og han har også øset ud af sin erfaring til de unge spillere på holdet,” udtaler sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Han kom med et efterslæb fra en skade, men han har været med i stort set alle træninger hos os, og det blev også til en startplads i Sydbank Pokalen og nogle enkelte indhop i 3F Superligaen,” siger Haysen om den rutinerede midtbanemand.

“Det blev dog ikke helt, som han og vi havde håbet på, og han har selv givet udtryk for, at han måske passer bedre ind i en anden liga end 3F Superligaen, og det får han nu mulighed for at afprøve,” lyder det fra sportschefen.

Onazi nåede kun to små indhop i Superligaen på henholdsvis ét og to minutter, mens det blev til 75 minutter i en pokalkamp.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE