Officielt: Sørensen er ny Vejle-cheftræner

0

Officielt: Sørensen er ny Vejle-cheftrænerVejle Boldklub har tirsdag ansat Peter Sørensen som ny cheftræner i klubben. Han har fået en længerevarende kontrakt.

Vejle Boldklub har nu fundet klubbens nye cheftræner, efter at man fyrede Carit Falch.

Afløseren er en Superliga-kending i form af Peter Sørensen.

Han har skrevet under på en længerevarende kontrakt, oplyser klubben.

48-årige Sørensen vender dermed retur til klubben, som han var assistenttræner for under Ove Christensen og Kim Poulsen fra starten af 2007 til slutningen af 2008.

Direktør: Klar og tydelig træner

Klubdirektør Henrik Tønder beskriver Sørensen som en klar og tydelig træner.

“Peter Sørensen er en dygtig træner, der kan sit håndværk og sin metier. Samtidig er Peter en klar og tydelig leder, der sikrer, at alle i en spillertrup ved, hvad opgaven er for gruppen, og hvilke forventninger der gennem dette er til den enkelte,” siger Henrik Tønder til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Peter har gennem sit virke som træner altid holdt en god og stærk relation til Vejle Boldklub, og vi mærker hos Peter Sørensen en grundlæggende forståelse af, hvad Vejle Boldklub er, bygger på og skal udvikles til.”

“Den stærke forståelse og dybe indsigt, tror vi på, giver vores nye cheftræner muligheden for ikke bare at sikre vores eksistens i Danmarks bedste fodboldrække, men også over tid at etablere Vejle Boldklub fast i 3F Superligaen. Derfor er jeg glad for at kunne byde Peter velkommen tilbage i Nørreskoven.”

Sørensen: Har ventet i 13 år på jobbet

Peter Sørensen glæder sig over det nye job, og han nævner, at han har ventet på netop det job i 13 år.

“Vejle Boldklub har, som jeg også har nævnt tidligere, det største uforløste potentiale i dansk fodbold. Det er min klare mening. Det, at jeg nu som cheftræner for lov til at arbejde med og bidrage til en udvikling i en positiv retning af samme potentiale, ser jeg som en stor mulighed,” siger Peter Sørensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Det er ingen hemmelighed, at Vejle Boldklub betyder noget for mig. Det er en klub, hvor jeg kender og respekterer mange nøglepersoner i klubben. Det kendskab har også givet mig en løbende indsigt i både klub, det nye ejerskab og det potentiale, der findes hos akademiet. Man kan groft sagt sige, at jeg har ventet 13 år på det her job.”

“Vejle Boldklub er en helt unik størrelse. Når alt kommer til alt, er den vigtigste opgave lige nu i Vejle Boldklub at tage de åbenlyse individuelle kvaliteter, som holdet har, og gøre det til et stærkt og konkurrencedygtigt kollektiv. Jeg ser frem til at møde spillerne onsdag og begynde arbejdet med det samme.”

Peter Sørensen har stået uden job som cheftræner, siden han i februar måned sagde op i Hobro IK i 1. division.

Tidligere har han cheftræner-erfaring fra både Fredericia, HamKam, AGF og Silkeborg.

Vejle Boldklub ligger i øjeblikket på sidstepladsen i Superligaen, hvor de blot har et point efter seks spillerunder.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE