Martin Spelmann har spillet sin sidste kamp for AGF. Torsdag fik han ophævet sin kontrakt. I stedet fortsætter han hos norske Strømsgodset.
Gennem den senere tid har det været småt med spilletid for Martin Spelmann i AGF, og det valgte han torsdag at tage konsekvensen af.
Spelmann har nemlig valgt at ophæve samarbejdet med klubben, for i stedet at fortsætte karrieren hos norske Strømsgodset.
Det norske transfervindue er fortsat åbent, og derfor kan Spelmann skifte med øjeblikkelig virkning.
Spelmann nåede i sine 79 kampe for AGF at score ni mål. Hans nu tidligere kontrakt stod til at udløbe til sommer.
“Jeg kender flere i norsk fodbold, som jeg har talt med på forhånd, og jeg har en virkelig god mavefornemmelse for klubben. På nær sidste sæson har Strømsgodset været et tophold i ligaen og har spillet europæisk i flere sæsoner, så det er en klub med succes,” siger Martin Spelmann til AGF’s hjemmeside og tilføjer:
“Det er en også klub – og det har jeg allerede mærket i dag – med en stor kærlighed fra byen og fansene, og modtagelsen af mig har været varm og overvældende. Så jeg er glad og ser nu frem til at tage hul på nyt kapitel i mit fodboldliv.”
“AGF-fansene har stået bag mig fra første sekund, og de har givet mig så utroligt meget. Det har været alt, hvad jeg drømte, da jeg i sin tid kom til AGF, hvor jeg har haft en god tid, og jeg sender en stor tak for opbakningen.”
“Men nogen gange, så går det ikke helt, som man havde håbet, og jeg har stadig meget at give af som spiller. Jeg er slet ikke færdig. Derfor søger jeg nu et sted hen, hvor udsigterne til spilletid er bedre, og jeg tror, jeg er kommet til et godt sted,” siger Martin Spelmann, der tager hul på det næste kapitel i Strømsgodset på mandag.