Den danske keeper, Stephan Andersen, bliver fritstillet i sin spanske klub, Real Betis. Årsagen er, at hans kontrakt indeholdt en nedrykningsklausul.
Sidste sommer kunne den danske målmand, Stephan Andersen, sætte sin signatur på en toårig aftale med spanske Real Betis.
Betis havde på daværende tidspunkt spillet en fremragende sæson og kvalifcieret sig til Europa League.
Men drømmen blev forvekslet til et mareridt, og Andersen blev udlejet til Go Ahead Eagles i januar måned.
Nu er danskeren helt fri af sin kontrakt med Betis. Klubben kunne onsdag meddele, at Stephan Andersens kontrakt ophæves per 1. juli.
Forklaringen er, at der i kontrakten var indføjet en nedrykningsklausul, der betød, at Andersen ville blive fritstillet, hvis klubben rykkede ned, som det altså blev tilfældet.
Andersen har været første valg på målmandsposten i Go Ahead Eagles, der sikrede sig overlevelse i Æresdivisionen.
Den 32-årige danskers fremtid er dermed helt åben nu. Hans agent fortæller til bold.dk, at det ikke virker sandsynligt, på nuværende tidspunkt, at han tegner en aftale med Go Ahead Eagles.