Den 34-årige engelske midtbaneprofil Steven Gerrard har fredag meddelt, at han forlader Liverpool FC, når hans kontrakt udløber til sommer.
En af Premier Leagues største profiler, Steven Gerrard, søger nye græsgange efter denne sæson.
Det meddelte det 34-årige Liverpool-ikon i dag.
“Det har været den sværeste beslutning i min karriere. Både mig og min familie har overvejet den i et stykke tid,” fortæller Steven Gerrard til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Jeg annoncerer min beslutning nu, så manageren og holdet ikke bliver distraheret af historier og spekulationer om min fremtid,” uddyber Gerrard og fortsætter:
“Jeg fortsætter med at spille fodbold, men jeg kan ikke bekræfte hvor lige nu. Jeg kan dog sige, at det bliver et sted, hvor jeg ikke kommer til at skulle spille for en konkurrerende klub, og derfor kommer jeg ikke til at spille imod Liverpool. Det ville jeg aldrig være i stand til.”
“Min beslutning er udelukkende truffet, fordi jeg ønsker at opleve noget andet i min karriere, og at jeg vil sørge for at jeg ikke fortryder noget, når jeg stopper min aktive karriere engang.”
Steven Gerrard fortæller yderligere, at han regner med at vende tilbage til klubben i fremtiden.
“Det er mit oprigtige håb og ønske, at jeg en dag vender tilbage og gør nytte i Liverpool – i den rolle, som vil tjene klubben bedst. Fra nu af og til sidste spark i sæsonen, vil jeg være lige så opsat på at præstere for holdet som altid.”
Gerrard har spillet i Liverpool siden han var syv år gammel. I Premier League-sammenhæng er det blevet til 494 kampe med 116 mål til følge, mens han har stået bag 92 assists. Han har vundet 51 procent af de kampe, som han har deltaget i.
I alt har han spillet 695 kampe og scoret 180 mål for Liverpools førstehold.
Manager Brendan Rodgers: Svært at finde ord
Klubbens manager, Brendan Rodgers, har kun rosende ord til Gerrard.
“Det er stort set umuligt at finde ord til at beskrive Steven Gerrard og hans betydning for Liverpool. Dette er en tid, hvor betegnelsen ‘legende’ bliver brugt i stor stil, men i hans tilfælde er det faktisk ikke dækkende nok,” fortæller Rodgers til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Som spiller er han utrolig og hans indflydelse i kampene kan ikke overvurderes. Til tider har han båret klubben på sin ryg, og i min tid her, har han vist de egenskaber, der gør ham til én af verdens bedste i det seneste årti. Som leder og person kan han ikke sammenlignes med nogen, som jeg har arbejdet med. Han tager professionalisme til et nyt niveau og hans dedikation til sit arbejde er et eksempel for alle.”
“Folk, der er bedre i stand til at dømme den slags end mig har sagt, at Steven er klubbens største spiller nogensinde. Når man kigger på klubben, så er det noget af en udtalelse.”