
Foto: Stoke City
Stoke har sikret sig Joe Allen, der spillede en stor EM-slutrunde for Wales denne sommer. Han skifter fra Liverpool og har fået en femårig kontrakt.
Stoke kunne tidligere på dagen præsentere klubbens første sommersigning i form af det egyptiske kanttalent, Ramadan Sobhi, og nu er en mere etableret Premier League-spiller også klar til at tørne ud for The Potters.
Walisiske Joe Allen har nemlig gennemført et lægetjek i Stoke her til aften, inden han har sat sin signatur på en femårig kontrakt med de rød-hvid-stribede. Han skifter fra Liverpool, hvor han har spillet siden 2012 uden nævneværdig succes.
Succes havde den 26-årige midtbanespiller til gengæld ved EM-slutrunden i Frankrig denne sommer, hvor han imponerede stort og var en medvirkende årsag til, at Wales fandt vej helt til semifinalen.
Stoke oplyser på klubbens hjemmeside, at Joe Allen er hentet i en handel, hvis værdi kan stige til cirka 120 millioner kroner.