
Foto: Shutterstock
Brighton har været på rov hos Premier League-konkurrenterne fra Newcastle, hvor man har sikret sig den forhenværende OB-spiller Yankuba Minteh.
Sidste sommer rykkede Yankuba Minteh fra OB til Newcastle, hvor han dog med det samme blev udlejet til Feyenoord.
Den 19-årige kantspiller har derfor fortsat til gode at debutere for Newcastle, og det kommer han faktisk slet ikke til.
Brighton meddeler således på sin hjemmeside, at man har hentet Yankuba Minteh på en permanent transfer.
Her har det tidligere OB-talent sat sin underskrift på en langsigtet kontrakt, der løber frem til sommeren 2029.
Tilgangen vækker glæde hos Brightons tekniske direktør, David Weir.
“Yankuba er et ungt talent, som har haft meget interesse. Så vi er glade for at kunne byde ham velkommen til klubben,” udtaler han til klubbens hjemmeside.
Ifølge Fabrizio Romano betaler Brighton i omegnen af 263 millioner kroner for den lovende teenager.