Officielt: Troels Bech er ny Esbjerg-træner

0

Officielt: Troels Bech er ny Esbjerg-trænerEsbjerg fB har ansat Troels Bech som ny cheftræner for resten af indeværende sæson. Dermed bliver Bech klubbens 11. cheftræner på 10 år.

53-årige Troels Bech er tilbage som cheftræner for Esbjerg fB, og det er ikke en ukendt klub for Bech.

Han stod nemlig også i spidsen for klubben i perioden 2006 til 2008. Dog har han ikke været cheftræner siden 2014, eftersom at han senest var sportsdirektør i Brøndby IF fra 2015 til 2018.

“Vi er glade for at have lavet en aftale med Troels Bech, som kommer til EfB med stor erfaring og sult for at blive en del af holdet og gøre en positiv forskel resten af sæsonen. Han kender klubben og dansk fodbold indgående, så vi er i trygge hænder i forhold til de udfordringer, vi står overfor,” siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen til klubbens hjemmeside.

Aftalen mellem parterne gælder altså for resten af sæsonen, og Bech er glad for at være tilbage.

“Det er dejligt at være tilbage i Esbjerg, som er en rigtig, dejlig fodboldby. EfB er en stor klub, som hører til i Superligaen, og det er nu mit og klubbens helt store fokus at give alt for, at vi også kan tilbyde fodbold på første række efter denne sæson.”

“Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi i fællesskab kan klare det,” siger Bech til klubbens hjemmeside.

Bech: Vi tester hinanden af i fem uger

Over for klubbens TV-kanal, sætter Bech lidt flere ord på valget om at blive cheftræner igen.

“Uanset hvor meget det lyder som den store violin, der bliver hevet frem fra gemmerne, er der også noget rent emotionelt i det for mig,” siger Troels Bech til EfB TV.

“Jeg har min familie både i Esbjerg og på Fanø, og jeg har altid haft en relation til området. Jeg havde en fantastisk tid her, da jeg var træner for alt for mange år siden.”

“Derfor var det nemt for mig at sige ‘okay, lad det få et skud’, når nu klubben manglede en mand.”

“Og så tror jeg også på, der er noget at gøre. Jeg tror faktisk, jeg kan bidrage med noget, og så får vi testet hinanden lidt af de næste fem uger,” siger Bech.

Bech har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland, Silkeborg IF, OB og altså Esbjerg fB.

Troels Bech er samtidig den person, som har været cheftræner i næstflest Superliga-kampe i form af 431. Den mest flest er Kent Nielsen med 448 kampe.

Bech er klubbens 11. cheftræner på 10 år, hvis man medregner de midlertidige cheftrænere.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE