
Foto: Shutterstock
AGF har sikret sig den tyske angriber Janni Serra, der kommer til Superliga-klubben fra Bielefeld på en fri transfer. Det oplyser klubben tirsdag.
Tirsdag har AGF præsenteret en ny forstærkning til offensiven i form af Janni Serra, der kommer til Aarhus-klubben på en fri transfer.
AGF meddeler således på sin hjemmeside, at man har hentet den 25-årige angriber på en fri transfer fra Bielefeld, som er rykket ud af 2. Bundesligaen.
Han har fået kontrakt frem til sommeren 2027, og tilgangen glæder sportschef Stig Inge Bjørnebye.
“Han har scoret mål gennem hele sin karriere og har som 25-årig allerede en stor erfaring på højt niveau for flere klubber,” udtaler sportschefen ifølge klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Det vil komme ham til gavn i Superligaen, hvor han kommer til at give os andre og nye strenge at spille på,” lyder det fra Bjørnebye.
Serra står samlet set noteret for 37 scoringer i 122 optrædener i den tyske 2. Bundesliga samt tre mål i 26 Bundesliga-kampe.