
Foto: Dejan Obretkovic
AGF har sikret sig den 20-årige FC Köln-stopper Yann Aurel Bisseck på en lejeaftale, som gælder for næste sæson. Det bekræfter klubberne på deres hjemmesider.
David Nielsen og co. har oprustet defensiven i den aarhusianske Superliga-klub, hvor man har lejet en ung midterforsvarer i Bundesliga-klubbe FC Köln.
Begge klubber meddeler således på deres respektive hjemmesider tirsdag, at Yann Aurel Bisseck udlejes til AGF i den kommende sæson.
Stopperen, som også kan spille på den defensive midtbane, fik debut i Bundesligaen som bare 16-årig, men siden har han været udlejet ad flere omgange.
Nu går turen altså til Danmark og Aarhus, hvor AGF får glæde af den tyske U-landsholdsspiller i næste sæson.
Der er ikke nogle oplysninger om, hvorvidt Superliga-klubben har fået skrevet en købsoption ind i aftalen om stopperen.
Yann Aurel Bisseck har en kontrakt med FC Köln, som løber frem til 2023.