
Foto: Shutterstock
Den 25-årige midtbanespiller Andreas Pereira var i sidste sæson udlejet til italienske Lazio fra Manchester United.
Nu bliver han igen sendt på en lejeaftale i en udenlandsk klub, men denne gang længere væk end Italien.
Andreas Pereira har nemlig skrevet under på en lejeaftale med brasilianske Flamengo. Aftalen gælder i et år, og den indeholder samtidig en købsoption.
Andreas Pereira har hidtil spillet 75 kampe for Manchester Uniteds førstehold med fire mål og fem assists til følge.
Pereiras kontrakt med Manchester United løber frem til sommeren 2023.
United købte midtbanespilleren med de brasilianske og belgiske rødder tilbage i januar måned 2012 i hollandske PSV Eindhoven. Dengang lød transfersummen på 150.000 euro.