Den tidligere FC Barcelona-keeper, Victor Valdes, vender nu tilbage til Manchester United efter at hans lejeaftale er ophævet.
34-årige Victor Valdes blev i januar måned udlejet til Standard Liege for resten af indeværende sæson. Men nu har den belgiske klub valgt at opsige lejekontrakten.
Forklaringen er, at man hellere vil give klubbens egne talentfulde keepere spilletid i de resterende kampe i sæsonen.
Valdes vender dermed retur til United, hvor han har kontraktudløb om to måneder.
Den tidligere FC Barcelona-målmand skrev under på en 18 måneder lang kontrakt, da han efter et succesfuldt prøvetræningsophold blev tilbudt en kontrakt af Louis van Gaal i 2015.
Et halvt år efter underskriften gjorde van Gaal det klart, at Valdes var sat til salg, fordi han ikke ønskede at holde sin kampform ved lige på reserveholdet.
Valdes står blot noteret for to kampe for Uniteds førstehold. Han fik debut den 17. maj mod Arsenal, hvor han erstattede David de Gea efter 16 minutter.
I ugen efter fik han chancen fra start, hvor han fik holdt et clean sheet mod Hull City. Derfra gik det kun nedad bakke for Valdes.