Vejle Boldklub har fredag solgt offensivspilleren Luis Henrique til Kataller Toyama. Den 23-årige brasilianer nåede at spille syv kampe for VB.
Vejle Boldklub har fredag bekræftet salget af Luis Henrique til japanske Kataller Toyam, som spiller i den tredjebedste japanske række, J3 League.
“Det er en transfer, der har været undervejs siden efteråret, men eftersom at aftalen mellem klubberne først er endelig færdiggjort her til morgen, har vi ventet med at bekræfte aftalen indtil nu. Japansk klubfodbold er inde i en god udvikling i de her år, og Henrique kommer til et land, hvor fodbolden vækker enorm begejstring, og sportsligt er det også en god udfordring for ham,” siger sportschef i Vejle Boldklub, Marius Adrian Nicolae, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Vi ønsker Luis Henrique held og lykke med det nye fodboldeventyr i Østen. Med salget af ham viser Vejle Boldklub endnu en gang, at klubben har et bredt netværk i fodboldens verden. Det er ikke vores første salg, og det bliver næppe det sidste, til fodboldmarkeder fjernt fra Europa. Denne transfer er medvirkende til at forstærke klubbens forretningsstrategi, der fortsat skal sikre et Vejle Boldklub i økonomisk balance.”
Henrique nåede at spille syv kampe og score et enkelt mål for Vejle Boldklub. Han har været udlejet til tre finske klubber i sin Vejle-tid. Han har været udlejet til HIFK, HJK Helsinki og Honka.