Tottenham har forlænget kontrakten med den 22-årige argentiner Juan Foyth og udlejet ham til spanske Villarreal.
Tottenhams argentinske midterforsvarer Juan Foyth har underskrevet en ny aftale med klubben frem til sommeren 2023.
Samtidig udlejes den 22-årige forsvarsspiller til La Liga-klubben Villarreal for resten af indeværende sæson, meddeler klubben.
Foyth kom til Tottenham for tre år siden fra Estudiantes i Argentina, og siden er det blevet til 32 optrædener og et enkelt mål for den engelske klub.
Nu får han dog mere fast spilletid i benene i La Liga sammen med Villarreal under ledelse af den tidligere Arsenal-træner Unai Emery.
Villarreal har haft en blandet, men overordnet god start på sæsonen, hvor det er blevet til to sejre, to uafgjorte og et nederlag i fem kampe, hvilket efterlader dem på en fornuftig 3. plads i La Liga.