Officielt: Wilbek bliver konsulent i Brøndby

0

Brøndby IFUlrik Wilbek skal fra 1. juni være konsulent i Brøndby, hvor han skal sparre med trænerteamet omkring Superliga-holdet og være med i Masterclass-projektet.

Superliga-klubben, Brøndby IF, har tilknyttet sportschefen i Dansk Håndbold Forbund, den nu forhenværende håndboldlandstræner Ulrik Wilbek, som konsulent.

Han tiltræder 1. juni i en rolle, hvor han skal spare med trænerteamet omkring førsteholdet, men især være en stor del af Brøndbys talentarbejde, det såkaldte Masterclass-projekt.

Brøndbys sportsdirektør er glad for, at Ulrik Wilbek nu officielt er en del af setuppet i BIF efter en længere periode med snak i krogene.

”Der hersker ingen tvivl om, at Ulrik Wilbek er en kæmpe kapacitet, som vi kan lære utroligt meget af. Han kommer med enorm erfaring fra cremen af elitesport og bringer en stor mænge faglighed med sig,” fortæller Per Rud til Brøndbys hjemmeside.

Selv ser Wilbek frem til at blive en del af Brøndbys fremtid.

”Som jeg tidligere har udtalt, så ser jeg Brøndby IF’s projekt som utroligt spændende. Blandt andet er setuppet og tankerne bag Brøndby Masterclass meget imponerende, og det ser jeg frem til at være med at videreudvikle,”  siger Ulrik Wilbek og tilføjer:

”Min rolle i Brøndby bliver primært som sparringspartner for trænere og ledere i den sportslige sektor. Jeg får et naturligt fokus på talentudviklingen i Brøndby Masterclass, som interesserer mig, og som jeg i mit virke gennem mange år i DHF har en vis portion erfaring med.”

Dansk håndbolds mest succesfulde træner gennem tiderne har fået en 1-årig aftale på Vestegnen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE