Danske William Kvist er blevet præsenteret som ny mand i Fulham-trøjen, hvor han kommer til fra Stuttgart på et lån med forkøbsret.
William Kvist var onsdag til lægetjek i engelske Fulham, og det blev afsluttet smertefrit. I hvert fald er den danske landsholdsspiller nu blevet præsenteret som ny spiller i London-klubben.
Både Fulham og Stuttgart bekræfter, at midtbanespilleren skal spille det næste halve år i Premier League på en lejeaftale, som Fulham kan gøre permanent ved at udnytte den købsoption, som er indskrevet i aftalen.
Og selv er William Kvist lykkelig over at skifte til Premier League, som, han mener, er verden bedste fodboldrække.
“Jeg er meget glad for, at denne aftale er på plads, og jeg ser frem til at bidrage i denne fantastiske klub. Selvfølgelig har jeg hørt en masse gode ting fra Brede Hangeland (holdkammerat fra FCK-tiden, red.), og det har været et af mine mål at komme hertil, så jeg er virkelig glad for at være her,” siger Kvist til Fulhams hjemmeside.
Den 28-årige dansker har allerede haft sit første træningspas med London-klubben, der netop nu er placeret under nedrykningstregen som næstsidst i Englands bedste fodboldrække.